Hafeti
Hafeti fra Egelyst er født i 2011 og kom til os som 9-årig, let tilredet – eller rettere sagt, vant til at trisse efter sin stabile foldkammerat, når ejers datter red i skoven. Han havde aldrig rigtig lært at reagere på rytterens signaler, gå ud alene eller trave, men Dorte fik hurtigt lært ham det hele, og så var han klar til nye eventyr.
Hafeti er en frisk fyr med masser af gåpåmod og en legesyg personlighed. Han elsker at være med, er nysgerrig og altid kontaktsøgende – en rigtig “lommehest”, der gerne tjekker, om du har gemt en godbid til ham. Han har en god trav og en behagelig tølt, når man lige finder knappen, og han nyder at komme på tur, især når der sker noget spændende omkring ham.
Han skal rides og aktiveres, men han fungerer også fint for nybegyndere, da han er venlig, imødekommende og nem at håndtere. Hafeti giver en sjov og livlig ridetur for dem, der sætter pris på en hest med energi og charme.