Dorte

Dorte er født 1954. Uddannet folkeskolelærer 1979. Har arbejdet som lærer i 25 år. Er nu pensionist. Har alle årene arbejdet med specialundervisning, mest undervisning af børn med adfærds og indlærings-problemer, ordblinde børn og tosprogede børn.

Har redet fra barn af, dog med en 15 års pause grundet uddannelse, arbejde, politisk arbejde børnefødsler m.m. Startede på skovarbejdsheste (Jyder, Belgier, tunge Oldenburgere), ridning og kørsel. Når en hest blev brugt til skovarbejde, var den i hænder 8 9 timer dagligt. Manden og hesten var arbejdskammerater og kolleger. Her kunne intet fungere ved trusler og tvang. Det var kropssprog, forståelse og samarbejde på højt plan, inden de begreber overhovedet var opdaget indenfor ridesporten. Arbejdshestene betragtede mennesket som den, man havde tillid til, samarbejdede med og stolede på som den ubestridte ‘førerhest’. Vi små 7 -8 års unger kunne let håndtere arbejdshestene, ride dem og køre dem for vogn.

Det var min barndoms hesteerfaringer i 1960erne. Da jeg som 12årig fik lov at starte på en traditionel rideskole i 1966, var jeg noget forbavset over den måde, tingene foregik på. Senere har den anderledes tilgang til heste og ridning vundet indpas under mange navne, så som Horsemanship, hestehviskere osv. En billedserie fra Monty Roberts show på Vilhelmsborg den 22, april 2006 kan ses  her.

Startede igen i 1995 (efter ride pausen) med islandske heste. Søger andre veje i ridningen hvor der arbejdes ud fra barndommens ‘Horsemanship opdragelseâ’, og hvor erfaringerne fra arbejdet med dårligt begavede og adfærdsvanskelige børn bruges i arbejdet med hestene. Arbejder med Horsemanship og kommunikation/kropssprog. Monty Roberts, har været og er den store inspirations kilde. Har redet mange ungheste til samt arbejdet med ‘problemheste’. Udvikler på den måde hele tiden sin ridning, kommunikation og kropssprog. Herudover suppleres med læsning af teori, og til husbehov kurser og undervisning hos gode, men mindre kendte instruktører.

Glade dilettant tanker om ridning

Hesten skal have fuld tillid til sin rytter, og betragte sin rytter som ‘flokføreren’. Den skal hele tiden være opmærksom. Dette kræver, at rytteren er bevist om sit eget kropssprog, og formår at give hesten tydelige signaler, samt at hesten har lært at reagere på disse signaler. Man skal undlade at give konstante signaler f.eks. ved hele tiden at drive med sædet, benene eller konstant anvende halve parader. Som regel kan man nøjes med at drive med stemmen og en pind, såfremt det er nødvendigt at drive på hesten. Det er det som regel ikke på vores heste, de er alle rimeligt ‘selvgående’.

Rytteren skal være hestens ven. Det betyder, at hesten skal kunne få sit tryghedsbehov opfyldt ved at være sammen med rytteren, og at rytteren kan give hesten ros og kropskontakt.

Rytteren skal kunne opdrage hesten på en konsekvent og retfærdig måde. Det vil bl.a. sige, have blik for hvornår ros eller irettesættelse skal gives, og gøre det konsekvent, logisk og øjeblikkeligt. Det betyder, at man må kunne lytte til hesten og kunne aflæse dens kropssprog og signaler.

Et sæde, hvor rytteren er i stand til at følge hestens bevægelser, således at hestens balance og ryg ikke generes. Dette indebærer bl.a., at man ikke driver med sædet, men gerne må virke bremsende. Hesten bør ideelt set være styrbar ved hjælp af sæde, vægt og balance. En tøjlehjælp, hvor belønningen for korrekt reaktion er en blød hånd med megen lidt, helst ingen korrektion fra rytteren.

Hestens belønning, når den går perfekt, er, at den får lov at være i fred. Når man sidder på en hest, som man nærmest kan ride med øjnene, er man nået rigtig langt.