fbpx

Østrup Turridning

Rideture på gode islandske heste i fantastisk smuk natur

5 nye heste fra Island

I september 2021 landede de 5 nye heste importeret fra Island i Østrup. Tindur på 5 år let tilredet, mens Hlynur på 7 år samt Hotti, Skrydur og Nostri på 6 år alle er utæmmede.

Vi har siden de kom været igang med at tæmme og tilride dem, et kæmpe arbejde, og naturligvis er de ikke færdiguddannede på denne korte tid.

Alle har fulgt disse trin:

  • Tilvænning til deres ny land Danmark og deres ny hesteflok,
  • samvær med mennesker, jordarbejde, med ud som håndhest, tilvænning til rytter, sadel og bid og
  • ridning i naturen.
Dorte på Goliat med Magnus i snor og Tindur bundet fast, mens John kører forbi.
Dorte på Goliat med Magnus i snor og Tindur bundet fast, mens John kører forbi.

Vi turde gå igang med projektet, fordi vores flok af veluddannede turheste er rollemodeller for de importerede heste. Det er med heste som med børn og andre mennesker, at når man kommer et nyt sted hen, hvor alt er fremmed, og man ikke kender takt, tone og spilleregler, iagttager man hvad de andre gør, og indretter sin adfærd derefter.

Hlynur frá Þóroddsstöðum
Hlynur frá Þóroddsstöðum

Det så vi meget tydeligt med Hlynur. Han skiftede i løbet af 2 dage fra at være vildhest og bange for mennesker til at være opsøgende, tage imod godbidder og blive en kælepotte. Det varede dog kun til at flokken af “gamle” heste tog på vinterferie. Så skiftede Hlynur godt nok sind og gik i “vildhestemode”. Vi fik arbejdet med ham nogle måneder fra december til februar, hvor vi var i Danmark.  Det bliver spændende at se, hvad der sker, når hesteflokken kommer hjem. Hlynur har super gangarter og megen vilje, men er desuden meget sensitiv og bliver næppe klar til kunder i 2022.

Hotti frá Geirshlíð
Hotti frá Geirshlíð

Hotti er fra samme gård som Hlynur, men de var, og er heller ikke nu specielt knyttet til hinanden. Hotti er meget selvstændig, men også lærenem og sensitiv. Han var den, der senest fandt ud af, at mennesker måske var en god ide, han var i de første 3-4 måneder meget reserveret og umulig at fange på fold. Nu er han så tryg og rolig og lystrer det mindste signal, når han er tryg ved sit menneske. Når bare han fik godt tid til at tilpasse sig alt det ny, og man går roligt og fornuftigt til ham, synes han at mennesker en ok.  Han er den eneste af de importerede heste, som ikke er det mindste bange for at blive redet ud alene, selv om han kun har været redet  6-7 gange. Han bliver nok heller ikke klar til ridegæster i 2022, dels fordi han skal lære at have tillid til mennesker i almindelighed, og ikke bare til et menneske han kender, men også fordi han som den eneste skal tølttrænes, idet han på nuværende tidpunkt foretrækker trav og grissepas.

Tindur frá Hítarnesi
Tindur frá Hítarnesi

Tindur er klar som turhest til erfarne ryttere allerede nu. Han har gangarterne på plads og er rimelig stabil. Han kom fra en gård i “the hell of nothing” og gik i starten totalt i panik for biler og hunde. Det har vi brugt tid på at vænne ham til.

Skrúður frá Hömluholti
Skrúður frá Hömluholti

Skrydur har haft/har en underlig adfærd. Men vi genkendte den hurtigt, fordi vi har Visir, som har det samme problem. En synfejl, vores dyrlæge har konstateret det hos begge heste. Det vidste vi ikke, køber havde ikke fortalt det. Men Skrydur har alt andet. Han er meget usikker, når han ser alt det ny i Danmark, men også underhest, klog og vant til at klare sig, så han har lynhurtigt spottet,  at det er en god ide med mennesker, at de giver godbidder og passer på ham. Han er blevet en rigtig kælepotte, der hele tiden kommer hen og vil snakke, hans gangarter var i top fra den første ridetur, og han stoler på mennesker sådan i al almindelighed. Skrydur er allerede nu klar til erfarne ryttere.

Nostri frá Ásgarði Vestri
Nostri frá Ásgarði Vestri

Nostri er den, der har været redet mest. Han har ligesom Skrydur fundet ud af, at mennesker er en god ide. Han har svært ved at forlade sit ny hjem, så vi er endt med at trække ham ned til skoven. Tølten skulle der arbejdes med, men den er på plads nu i middel tempo. Han  vil være klar allerede nu for erfarne ryttere.

Vi er spændt på at se, hvordan disse 5 importerede heste udvikler sig hen over sommeren 2022.

På dette link til vores indkøbstur på Island, kan du se flere billeder af hestene.

Rul til toppen
Translate »